Flere værksteder tilbyder serviceaftale til bilen

Flere og flere værksteder tilbyder serviceaftaler, som f.eks. kan indebære en fast månedlig pris, så ubehagelige overraskelser ikke kommer bag på kunden. Det er så i stedet værkstedet, der må tage overraskelserne, og den forsikring skal man selvfølgelig betale lidt for som kunde. Rigtig mange foretrækker dog at være sikret mod pludselige store værkstedsregninger, akkurat ligesom man på andre af livets områder forsikrer sig mod overraskelser.

Et af de værksteder, der har stor succes med ordningen, er Jørns Autoværksted i Kolding, hvor omkring 15% af alle reparationer i dag sker over serviceaftaler. ”Vi oplever, at tingene kører langt mere smidigt med serviceaftaler. Som samfundet ser ud, har mange en anstrengt økonomi, og vi oplever desværre alt for tit, at uforudsete større reparationer ødelægger kundens budgetter. Det er skidt for kunden, men det er også skidt for os, da det i den slags sager kan være svært at få pengene hjem”, fortæller værkstedslederen.

Serviceaftale i kombination med leasing

Selv om det flere steder er muligt at lave serviceaftaler i kombination med egen bil, er aftalerne mest udbredt i kombination med leasingaftaler for såvel private som erhverv. Anette Holgersen fra Horsens er en af de mange, der har købt serviceaftale til en bil, der er leaset.  ”For mit vedkommende har det betydet langt bedre overblik over økonomien. Jeg er ikke god til den langsigtede planlægning, og det er utrolig bekvemt, at min bank via budgetkontoen automatisk betaler et fast beløb hver måned”, fortæller hun.